Danmarkshistorien:
Grundloven af 1849

 

 

Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849

I løbet af 1700-tallet fremkom tanken om, at alle mennesker er født lige og frie. De har deres frihed, under forudsætning af at de ikke begår overgreb imod andre mennesker. For at forhindre dette er det nødvendigt med en vis statsmagt. Men hvordan kan man forhindre de regerende i at misbruge magten?

Den franske filosof Montesquieu (1689-1755) mente, at magten burde fordeles mellem 3 uafhængige institutioner. En lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, der gensidigt kan kontrollere hinanden.

Da den senere kultusminister D.G. Monrad (1811-87) i 1848 skrev udkastet til den danske grundlov, var magtens tredeling derfor det grundlæggende princip:

  • Den lovgivende magt kom til at ligge hos kongen og Rigsdagen i forening
  • Den udøvende magt var hos kongen
  • Den dømmende magt var hos domstolene

Danmark blev nu et konstitutionelt monarki, hvor kongen ikke kunne drages til ansvar for regeringens førelse. Kun ministrene, som kongen selv havde valgt, kunne drages til ansvar for regeringens beslutninger. Til gengæld var kongens underskrift kun gyldig, hvis en minister var medunderskriver.

Alle love og vigtige regeringsforanstaltninger blev forhandlet i statsrådet. Den øverste minister var premierministeren. I Grundloven af 1866 indførtes betegnelsen konseilspræsident, og først i 1915-grundloven blev den førende minister kaldt for statsminister.

Rigsdagen kom til at bestå af to kamre - Folketinget og Landstinget. Folketinget havde 100 medlemmer, og Landstinget havde 51 medlemmer.

Valgret til Folketinget havde alle uberygtede mænd over 30 år med egen husstand. Landstinget valgtes af valgmænd, som selv var blevet valgt af folketingsvælgerne.

Kvinder, tjenestefolk samt mænd, der var straffede, umyndige eller ikke havde tilbagebetalt en modtaget fattighjælp, kunne ikke stemme. Kvinder fik først valgret ved grundloven af 1915.

Vælgerne mødte op på valgstedet, og valget foregik ved håndsoprækning. Var der tvivl om resultatet, kunne en af kandidaterne eller 50 vælgere forlange en offentlig, skriftlig afstemning. Den foregik ved, at vælgerne vandrede forbi valgkomiteen og bekendtgjorde, hvem de stemte på. Herefter blev der sat et kryds i valglisten. Hemmelig afstemning blev først indført i 1901.

For at være valgbar til Folketinget skulle man være 25 år eller derover. For at være valgbar til Landstinget skulle man være 40 år eller derover. En landstingsmand skulle også have betalt mindst 200 rdl. i skat eller have en årsindtægt på mindst 1200 rdl.

Undervisningsret og -pligt 1849

Litteratur, kilder og billeder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1849
§ 2

 

1849
§§ 18-19

 

 

1849
§ 21

 

 

 

1849
§§ 35 og 39

 

 

 

 

 

 

 

1849
§§ 36
og 40

 
Startsiden Register over emner og navne Krigen 1864 Tidssøjlen Treårskrigen 1848-50